Hvor uheldig må man være. Jeg har haft ondt i halsen den sidste uge, gik til lægen og fik penicillin, samtidig fik jeg en blodprøve for at se om jeg havde kyssesyge. Lægen og jeg var dog begge skeptiske, jeg havde ingen symptomer nemlig.
Nu har jeg taget penicillinen i over halvdelen af de dage jeg skal, og har nu fået svar på blodprøven. Og hvad fanden!? Jeg får at vide at den er positiv på mononukleose!
Jeg tror ikke jeg har været så panisk og deprimeret længe. Udsigten til længerevarende træthed når studiet står lige om hjørnet hev mig helt ned i kulkælderen.
Min mor og jeg begyndte straks at undersøge ALT på nettet omkring symptomerne og hvornår de indtræffer. Til sidst ringede vi til den læge jeg var hos (ikke min rigtige da jeg er på ferie i Odsherred). Og tror I ikke at idioten (undskyld) ikke kunne fortælle en fløjtende fis! Han kunne kun se at den var positiv, ikke hvor langt i forløbet jeg var eller noget som helst, hell, han fortalte ikke engang at jeg burde holde mig i ro som man normalt skal.
Vi endte med at ringe videre til Holbæk sygehus, og her fik vi endelige nogle gode nyheder! Han kunne se på min prøve at jeg enten er i aktuel eller en nyelig overstået periode af sygdommen. Og eftersom jeg ikke har haft nogle træthedssymptomer burde jeg heller ikke få det! THANK HEAVENS! Så enten har jeg haft sygdommen uden at opdage det, eller også har jeg den stadig, bare som et meget mildt tilfælde. Så nu håber jeg at han har ret og at jeg ikke pludselig i starten af studiet bliver nødt til at sove 20 timer i døgnet.
Forbandet være den sygdom, og jeg er ikke just taknemmelig overfor den person som har smittet mig, hvem den person så end er....
