mandag den 19. august 2013

Udveksling, Tokyo i 5 måneder

Som I læsere nok har bemærket er bloggen her, ja rimelig død desværre. Alt går dog godt, og det er sådan at jeg skal på udveksling i 5 måneder til Waseda University i Tokyo. Derfor har jeg også oprettet en kanal på youtube hvor jeg vil lægge videoer op omkring min tur. Så hvis I læsere er interesseret i at følge min hverdag og udveksling i Japan, så tag et smut forbi min kanal på youtube :) 

mandag den 17. december 2012

冬休み!!

Og så på dansk, "Vinterferie!!"

Nu er mine første eksaminer på universitetet overstået. Dette første semester er virkelig fløjet afsted, og jeg har virkelig nydt det. Ja det har været hårdt, ja det har ikke været lige let altid, men det har virkelig været det værd! 
Jeg havde 3 eksaminer i år, to i japansk og en i historie. 
1. En skriftlig eksamen i japansk, der var grammatik analyse, kanji og oversættelse. Vores fantastiske lærer var dog så hjælpsom at vi havde en forprøve dagen før (som næsten var den rigtige prøve minus et par ting), så vi bestod alle sammen.
2. En mundtlig eksamen i japansk. Vi havde forinden skrevet en lille stil på 200 tegn omhandlende vores bedste ferie. Denne ferie skulle vi så fremlægge hvortil vi ville få stilt et spørgsmål eller to. Det var virkelig en behagelig eksamen, den tog hvad, 3 minutter, ikke noget at være bekymret for fandt jeg da ud af. 
3. En skriftlig historie opgave, denne har været den hårdeste må jeg sige. Vi har heldigvis haft forskellige deadlines til at skulle aflevere emnevalg, kildeliste, udkast og endnu et udkast inden vi skulle aflevere den endelige version. Det lettede virkelig på den at have deadlines til forskellige dele, så sad man ikke med den aftenen før, phew!
Nu står den så på en virkelig voldsom lang vinter/juleferie, helt indtil den 4. februar. Det er ret vildt med de dersens universitets "ferier". Men dog skal jeg lave en masse repetition  min fantastiske lærer (ja hun er så fantastisk at det skal nævnes flere gange!) har lavet til os så vi ikke glemmer hvad vi har lært. Jeg havde aldrig troet jeg skulle skrive/sige dette, men jeg glæder mig til at repetere! 
Men når det er sagt skal der da også holdes jul, nytår, og jeg skal tre uger til Portugal, glæder mig voldsomt meget til denne vintertid!

onsdag den 10. oktober 2012

Fredagsbar og lederfest

Sidste fredag var det tid til den første fredagsbar arrangeret af festudvalget (som jeg er en del af). Temaet var en god gammel genganger, nemlig "Hat og briller" fest. Os fra festudvalget mødtes tidligere for at rydde op og gøre klar til festen og så fra kl. 20 af kom folk ellers iført hat og briller. Festen var ret vellykket vil jeg sige, der kom mennesker (ganske vist ikke så mange som jeg ellers nogen gange har set på fredagsbaren) og der var god stemning. Og det med at stå i bar er slet ikke så dårligt, den 1 times barvagt jeg havde gik let og hurtigt, men tror også den forløb så smertefrit fordi der var pauser mellem dem der skulle have noget i baren. Dog sluttede festen for mig kl. 2 eftersom jeg skulle til lederfest og Go High lørdag.
Lørdag drog jeg derfor afsted mod Bagsværd med to kollegaer for at mødes med chefen og derefter køre mod Slagelse, samle endnu en kollega op, og så ud til Kragerup Gods og Go High.

Go High er en form for, ja oplevelse kan man vel kalde det, hvor man kravler rundt højt over jorden i høje træer og balancerer på wires, går på træstammer og tager svævebaner. Må ærlig talt indrømme at jeg var ret så ræd da vi havde vores introduktion, for er du da sindssyg man skulle alligevel have styr på en del ting, hvordan karabinhagen skulle vende, hvordan man hæftede sig på svævebanen og man skulle for Guds skyld huske at sikre sig til træet! Men når det så er sagt var det en virkelig fed oplevelse! Det er det vildeste adrenalinkick jeg har prøvet og man føler virkelig man kan klappe sig selv på skulderen når man er færdig med banen. Men det er også ret så fysisk hårdt, mine lår og overarme var totalt smadret næste morgen!
Lederfesten fortsatte så hjemme hos min chef hvor vi spiste sushi og hyggede indtil tre af os tog ind til København og på bar.
Alt i alt en rigtig god weekend hvor jeg var meget kvæstet søndag og måtte hive mig selv igennem den første del af vores historie opgave. Men kan dog med sikkerhed sige at jeg glæder mig meget til næste fredagsbar og næste lederfest!

mandag den 1. oktober 2012

En festlig og fantastisk weekend

I fredags skete det endelig, det min læsegruppe og jeg, hvis ikke hele mit hold, har ventet på...
Rusturen!
Vi tog til Hørve, alle os fra Asienstudierne på KU. Hytten lå lige ud til en lille strand hvilket virkelig var forfriskende (kom dog aldrig selv ud at bade men andre gjorde) og i grønne omgivelser. Det var sgu dejligt at være ude på landet igen.
Så blev der ellers taget hul på aktiviteterne. Vi blev delt ud i mad hold som også var vores skuespils hold, og "Challenge accepted" hold. Vi skulle så trække tre papirlapper, en med en Disney film, en genre og en catchphrase. Mit hold trak Skønheden og Udyret, stumfilm og "Din mor". Ud fra dette skulle vi så skabe et skuespil vi senere skulle optræde med. Vi skulle også tage lidt hensyn til vores kostume som vi skulle bruge senere samme aften eftersom vi holdte kostume fest.
Samtidig havde vi fået en seddel til vores "Challenge accepted" som var et spil hvor vi fik omkring 30 opgaver som hver gruppe skulle udføre og dokumentere. Nogle af disse opgaver var virkelig langt ude, såsom drik et glas havvand, æd en regnorm, giv en lapdance, kys en tutor, nøgenbad m.m. Og dog fik min gruppe (meget muligt også alle andre grupper) klaret alle disse opgaver i løbet af et døgn. Og eftersom vi skulle dokumentere vores opgaver er min mobil nu fyldt med godter fra vores opgaver. Jeg sletter det aldrig!
Skuespillene gik rigtig godt, og alle gik meget op i deres kostumer. Jeg var selv klædt ud som dukken fra SAW, et kostume jeg også gjorde brug af i 2.g. Der var virkelig blevet lavet nogle helt vildt sjove skuespil, og det bedste stykke og bedste skuespiller vandt et bestemt antal gratis øl. En fra min gruppe blev faktisk bedste skuespiller, hvilken han også fuldt ud fortjente for er du sindssyg han gjorde et genialt job som fuld fortæller til vores stykke.
Efter skuespillene var der vild fest. En af tutorerne havde sit DJ udstyr med så musikken fejlede intet overhovedet. Klokken blev da også omkring 4 før jeg krøb til køjs.
Næste morgen havde vi sådan set fri hele formiddagen til at udføre vores "challenge accepted" opgaver, sove tømmermændene væk, gå ture, bade eller hvad vi ellers kunne komme på. Først ved en 15 tiden (deromkring) gik vi i gang med nogle aktiviteter som blandt andet indbefattede kluddermor, kyllinge fodbold, smadre en honningmelon, sækkeløb og meget andet. Det var virkelig sjovt og alligevel fint afslappende.
Så blev det tid til aftensmad og efter mit hold havde klaret opvasken, endnu mere fest. Denne gang blev vi forinden delt op efter vores køn da vi skulle lave kønsrelaterede lege. For os piger bestod det i stafet hvor vi skulle løbe op, tage Små Blå shot, dreje rundt om os selv 10 gange og spise en halv banan. Så dansede vi ellers og nød godt af at to af vores tutorer lavede lapdance på hinanden, så bliver det ikke mere underholdene! Drengene havde haft slåskampe og voldtægtskursus (godt at tutorerne opfordrer drengene til voldtægt). Festen varede til langt ud på natten og tror da også at jeg først kom i seng omkring en kvart i 5 tiden.
Tror også det er derfor jeg var så smadret da jeg stod op næste morgen kl. 7.45 for at gå i bad. Så gik turen desværre hjemad efter vi havde pakket og gjort rent. Tror det er længe siden jeg har kørt i en bus hvor folk var SÅ stille.
Det undrer vel ikke nogen at jeg fortæller at jeg intet produktivt fik lavet i går efter jeg kom hjem fra turen. For fanden, jeg har stadig ikke fået pakket ud. Jeg er totalt radbrækket i kroppen, tømmermændene hænger stadig lidt over mig og jeg har virkelig meget tøj der trænger til at blive vasket.
Men hvad fanden, det var den fedeste rustur!
 

mandag den 24. september 2012

1. delprøve, snart rustur

Den 1. delprøve er lige rundt om hjørnet. På torsdag skal vi testes i vores japansk kundskaber med bøjning af kopula, ます-bøjninger, forskellige verber, kanji og postpositioner blandt en god bid andet. Det er lidt skræmmende, men føler nu ikke det er så slemt igen. Vi har i dag siddet i min læsegruppe og øvet på noget af det vi skal kunne så vi er klar til prøven. Selvom det ikke er det sværeste vi skal kunne føler jeg hele tiden at jeg burde og sagtens kunne læse mere op på tingene. Sådan er det nu nok altid med et studie på universitetet. Man kan altid finde noget mere man kan lave eller læse
 
 

Men når delprøven er overstået står den på rustur! Jeg glæder mig helt vildt meget, det bliver så fedt tror jeg! Vi skal endda op i Odsherred, ah hjemve. Tror det bliver den vildeste fest, især fordi vi ligesom snart har lært hinanden rigtig godt at kende, så der er ikke så mange tanker med "Åh nej, hvis jeg bliver helt vildt fuld, så vil folk bare tro jeg er sådan til hverdag og åh nej!" eftersom vi har lært hinanden at kende i timerne og i ædru tilstand føler jeg selv at jeg kan give lidt mere slip. Med andre ord....
 
Av av for nogle tømmermænd på søndag!!
Og dog ved jeg at jeg til trods for tømmermændene stadig vil give den max gas med folkene på rusturen!

torsdag den 13. september 2012

Godt igang

Studiet er kommet godt i gang efterhånden. Det er tydeligt at mærke at tempoet er rimeligt højt i forhold til det tempo der var på aftenskoleholdet, men selvfølgelig var det også kun to timer om ugen kontra 15 timer om ugen. Selvom jeg kun havde to timer om ugen på aftenskolen kan jeg godt mærke at det var penge givet godt ud, mange af de ting vi har lært indtil videre har jeg lært lidt om forinden, så der har været meget "genkendelsesglæde" og en hel del jeg faktisk har vist lidt om inden. Og så må jeg ærlig talt indrømme at det giver en hel rus i en når man kan se nogle japanske skrifttegn og faktisk forstå hvad der står!
Alt i alt, studiet går godt!

mandag den 3. september 2012

Første dag på studiet

Lige nu sidder jeg og gør mig klar til at tage hul på mine første rigtige lektier, eller på universitets sprog, mine første rigtige forberedelser!
Vi havde introduktion til Japansk propædeutik A og til Introduktion til Japans historie og kulturhistorie. Min underviser i Japansk propædeutik A kender jeg fra aftenskole, en helt fantastisk underviser ved navn Keiko Takanabe. Hun er virkelig sin helt egen og jeg er ikke et sekund i tvivl om at det bliver fantastisk at have hende som underviser. Vi fik en smule introduktion til vores bøger og til kanji tegnene samt havde vi en lille test i hiragana.
Historie fik mig desværre ikke fanget fra første færd, mest af alt fordi de første to timer næsten bare var vores lærer der fortalte om sin ferie i Japan og indimellem nævnte nogle årstal man kunne notere sig. Men mon ikke undervisningen bliver mere spændende næste gang når nu vi kommer rigtigt igang!
Nu vil jeg begrave hovedet i noget kanji, og kapitel 13 i min historie bog, det bliver spændende at se om det vil være ren interesselæsning eller om det bliver en pligt at læse historie.

søndag den 2. september 2012

En fantastisk introuge

Min forgangne uge har været præget af hygge, mange informationer og ej at forglemme druk!
Dette er hvad beskriver en introuge på Japanstudier i fælleskab med de andre Asien studier på ToRS på Københavns Universitet.
 
Ugen har virkelig været fed, mandag startede vi ud med brunch, rundvisning og druk i Kongens Have og på Barbylon hvor det gik vildt for sig!
Tirsdag, tømmermænd, mere info og møde med de kommende undervisere.
Onsdag hørte vi mange forskellige oplæg.
Torsdag øvede vi hirgana og katakana så vi har styr på dem til i morgen, og vi havde ENDNU et oplæg! Så tog nogle af os også lige i byen men det var nu ikke en del af introprogrammet, bare ren impulsivitet og råhygge.
Fredag var vi til immatrikulation og til endnu mere fest både inde i city og ude på ToRS.
 
Ugen har virkelig været fed men den har også været meget hård, druk og efterfølgende tømmermænd (det ved jeg godt jeg selv er ude om) og spandevis af informationer! I morgen går undervisningen i gang, jeg er spændt, en anelse nærvøs, men mest af alt glæder jeg mig enormt meget til at starte på Japanstudier!

onsdag den 22. august 2012

Lej en familie A/S


 
En dansk dokumentar omhandlende en ganske almindelig japansk mand, som ikke er så almindelig igen. Han ejer firmaet Hagemashi-Tai [Jeg Vil Muntre Dig Op], her kan man leje falske venner og familiemedlemmer hvis man f.eks. skal holde bryllup og ikke har nogen far, mor eller venner. Ryuichi, ejeren af firmaet, udlejer sig også selv ud som stand-in far eller hvad man har brug for. Der er dog én lille ting, hans familie ved intet om hans firma.
 
Dokumentaren er virkelig spændende og fascinerende. Man får virkelig nogle tankerne i gang når man har set filmen, og et helt specielt indblik i japanernes kultur. Især hvor vigtigt det er for dem at man ikke taber ansigt. Den kan på det varmeste anbefales.

mandag den 20. august 2012

Rusarrangement


I torsdags stod den på Studenterrådets Rusarrangement ude på ITU og KUA. Forinden havde jeg en del venner forbi lejligheden hvor vi spiste kinesisk, virkelig hyggeligt!
Arrangementet var super fedt, tutorerne tog godt hånd om os og de medstuderende jeg fik snakket med virker vildt søde. Jeg glæder mig virkelig meget til at starte på studiet og rigtig få lært alle mine medstuderende at kende! Det bliver fantastisk, det kan jeg bare mærke!

Intet under at det var pokkers hedt under de første to taler med så mange mennesker i et rum!