Visse ting bliver aldrig det samme som dengang i barndommen

Fordi min veninde Anne Sophie og jeg skal til Paris her i august mødtes vi i weekenden og planlagde rejsen, derudover så vi en masse gamle Disney film, deriblandt Aristocats og Klokkeren fra Notre Dame. Klokkeren fra Notre Dame er en af mine yndlings disney film, der er (mange) gode sange i den, og historien er ikke en af de happy happy historier som man nogen gange forbinder disney med.. Men her kommer det så, det som har "ødelagt" mit uskyldige syn på filmen for mig, for evigt nærmest..

Frollo..
Han er efter min mening en af de ondeste Disney skurke. Han vil dræbe alle sigøjnere, spærrer en dreng inde i en kirke og oplærer ham i at han er hæslig etc. Og ej at forglemme lyster han (i stor grad) efter en ung sigøjner.. Hørt bare hans sang "Hellfire" (den findes på youtube i både dansk og engelsk version) hvor han synger ting som "hun driver mig til synd" og andet. Når man har nået en vis alder så opfatter man pludselig at Frollo ikke bare er efter Esmeralda fordi han er ond, men fordi han tørster og lyster efter hende.. Se også bare på da Esmeralda skal brændes på bålet, hun kan vælge mellem bålet eller ham..
Lad os bare sige det som det er, Disney film er slet ikke så uskyldige som man tror når man når en vis alder og pludselig forstår diverse ting...
Dog må jeg stadig sige at til trods for Frollo's lettere perverse og gustne tilgang er det stadig en af mine yndlings film..